Den grimme ælling - Eventyr af Hans Christian Andersen
Difficulty: Medium    Uploaded: 3 weeks, 4 days ago by markvanroode     Last Activity: 1 week, 3 days ago
0% Upvoted
100% Translated but not Upvoted
257 Units
100% Translated
0% Upvoted

The Ugly Duckling - Fairy Tale by Hans Christian Andersen.

Illustration of the "Ugly Duckling" by Milo Winter, a renowned illustrator (August 7, 1888 – August 15, 1956). Illustration was first published in 1916 in the United States in the book "Hans Andersen's Fairy Tales." This work is now considered public domain.

It was so beautiful out in the countryside; it was summer! The corn stood yellow, the oats were green, the hay was stacked in the green meadows, and the stork walked about on his long red legs, speaking Egyptian, for that was the language he had learned from his mother. Around the fields and meadows there were great forests, and in the midst of the forests lay deep lakes; yes, it was truly delightful out in the country.

In the sunshine stood an old manor house surrounded by deep canals, and from the walls down to the water grew great burdock leaves, so tall that little children could stand upright beneath them; it was as wild there as in the deepest forest. Here a duck sat on her nest; she was to hatch her little ducklings, but she was almost tired of it, for it took so long and she so seldom had visitors.

The other ducks preferred swimming about in the canals to climbing up and sitting beneath a burdock leaf to chat with her.

“Well, things are progressing, I hope!” said an old duck who came to visit. “That one egg takes such a long time!” said the mother duck. “It will not break! But just look at the others! Are they not the prettiest ducklings one could see? They all resemble their father—that wretched creature! He never comes to visit me!”

“Let me see the egg that will not crack!” said the old duck. “Believe me, it is a turkey’s egg! I was deceived that way once myself, and I had great trouble and difficulty with the young ones, for they are afraid of water! I could not get them into it; I quacked and snapped, but it did no good! Let me see the egg! Yes, it is a turkey’s egg! Leave it and teach the other children to swim!”

“I will sit on it a little longer,” said the mother duck. “I have already sat so long that I may as well sit a few days more!”

“Well then, you may do as you please!” said the old duck, and she went away.

At last one egg after another began to crack. “Peep! peep!” they said, for all the yolks had come to life and were poking their heads out.

“Quack! quack!” she said, and then they all quacked as best they could and looked around under the green leaves, and the mother let them see as much as they wanted, because green is good for the eyes.

“Now look carefully about you,” said the old duck, “for the world is very large, and it stretches far beyond the garden, all the way into the parson’s field! —though I have never been there myself!” — "Are you all out?" she continued, getting up.

"No, I don't have them all yet! The biggest egg is still there; how long will it last! Now I'm going to be sad!" — and then she lay down again.

"Well, how are you?" asked an old duck who came to visit.

“One of the eggs is taking such a long time!” said the mother duck. “It will not crack! But just look at the others! Are they not the prettiest ducklings one could see? They all resemble their father—that wretched creature! He never comes to visit me!”

“Let me see the egg that will not crack!” said the old duck. “Believe me, it is a turkey’s egg! I was deceived that way once myself, and I had great trouble and difficulty with the young ones, for they are afraid of water!”

“I could not get them into it; I quacked and snapped, but it did no good! Let me see the egg! Yes, it is a turkey’s egg! Leave it and teach the other children to swim!”

“I will sit on it a little longer,” said the mother duck. “I have already sat so long that I may as well sit a few days more!”

“Well then, you may do as you please!” said the old duck, and she went away.

At last the large egg cracked. “Peep! peep!” said the young one, tumbling out; it was so big and so ugly. The duck looked at it. “That is a terribly large duckling!” she said. “None of the others look like that; could it really be a turkey chick? Well, we shall soon find out! Into the water it must go, even if I have to kick it in myself!”

The next day, the weather was beautifully clear and sunny. The old duck went down to the canal with all her family. Splash! She jumped into the water. “Quack! quack!” she said, and one duckling after another plumped in; the water closed over their heads, but they came up again at once and swam delightfully. Their legs moved of themselves, and soon they were all in the water. The ugly gray one swam along as well.

“No, that is no turkey!” she said. “See how nicely it uses its legs, how upright it holds itself! It is my own child! It is actually quite handsome when one looks at it properly. Quack! quack! Come along with me, and I will lead you out into the world and present you in the duckyard; but keep close to me so that no one may step on you, and beware of the cat!”

And so they went into the duckyard. There was a dreadful commotion; two families were fighting over an eel’s head, and in the end, the cat got it anyway.

“See, that is the way of the world!” said the mother duck, licking her beak, for she too would have liked to have had the eel’s head.

“Now use your legs!” she said. “Make sure you can quack, and bow your heads to that old duck over there! She is the grandest of all here; she has Spanish blood in her, which is why she is so stout. And you see, she has a red rag tied to her leg; that is something very fine and the greatest distinction any duck can have. It means that they do not wish to lose her, and that she is to be recognized by both animals and people. Now then, quack! Do not turn your toes inward; a well-brought-up duckling sets its feet wide apart, like father and mother! Look, like this! Now bow and say ‘quack!’”

And they did as they were told; but the other ducks all around looked at them and said quite loudly, “Look, here comes another brood, as if we were not enough already! And fie! How that one duckling looks! We will not tolerate it!”

And at once one of the ducks flew at it and bit it in the neck.

“Leave it alone!” said the mother. “It does no harm to anyone!”

“Yes, but it is too big and too peculiar!” said the duck that had bitten it. “And therefore it must be thrashed!”

“The mother has fine children!” said the old duck with the rag on her leg. “They are all handsome, except for that one; it has not turned out well. I wish she could make it over again!”

“That cannot be helped, your ladyship!” said the mother duck. “It is not pretty, but it has a good disposition and swims as well as any of the others—indeed, I dare say a little better! I think it will grow handsome, or become smaller in time; it lay too long in the egg and has therefore not taken the proper shape!” And she nipped it on the neck and smoothed its feathers.

“Besides, it is a drake,” she said, “so it does not matter so much! I think it will grow strong!”

“The other ducklings are pretty!” said the old duck. “Now behave as if you were at home, and if you find an eel’s head, you may bring it to me!”

And so they were at home.

But the poor duckling, which had come last out of the egg and looked so ugly, was bitten, pushed about, and mocked by both the ducks and the hens.

“It is too big!” they all said, and the turkey-cock, who had been born with spurs and therefore believed himself to be an emperor, puffed himself up like a ship under full sail and marched straight toward it; then he gobbled and became quite red in the face.

The poor duckling did not know where to stand or where to go; it was so distressed at being so ugly and a mockery to the entire duckyard.

So it went the first day, and afterward it became worse and worse. The poor duckling was chased by them all; even its sisters were unkind to it and always said, “If only the cat would take you, you ugly creature!”

And the mother said, “I wish you were far away!” and the ducks bit it, the hens pecked it, and the girl who fed them kicked it with her foot.

So it ran and flew over the fence; the little birds in the bushes flew up in fright.

“It is because I am so ugly!” thought the duckling, and it closed its eyes, but kept running on.

Then it came out into the great marsh where the wild ducks lived. There it lay all night, so tired and sorrowful.

When morning came, the wild ducks flew up and saw their new companion.

“What sort of creature are you?” they asked, and the duckling turned in every direction and greeted them as best it could.

“You are dreadfully ugly!” said the wild ducks, “but that is of no concern to us, so long as you do not marry into our family!”

The poor duckling had no thought of marrying; all it wanted was permission to lie among the reeds and drink a little marsh water.

There it lay for two whole days; then two wild geese came, or rather goslings, for they were not very old; it was not long since they had crept out of the egg, and therefore they were rather bold.

“Listen, comrade!” they said, “you are so ugly that we like you! Will you come with us and become a bird of passage?”

“Not far from here, in another marsh, there are some lovely wild geese, all of them young ladies who can say ‘quack!’ You might make your fortune there—so ugly are you!”

“Bang! bang!” sounded just above them, and both the wild geese fell dead into the reeds, and the water turned red with blood.

“Bang! bang!” sounded again, and whole flocks of wild geese rose from the reeds, and then it crackled again.

It was a great hunt; the hunters lay all around the marsh, and some even sat up in the branches of the trees that stretched far out over the reeds.
The blue smoke drifted like clouds among the dark trees and hung far out over the water; the hunting dogs came—splash! splash! —the reeds and rushes bent in every direction.

It was a terrible fright for the poor duckling; it twisted its head around to tuck it under its wing, but at that very moment a dreadful great dog stood close beside it, its tongue hanging far out of its mouth and its eyes gleaming frightfully; it opened its jaws right in front of the duckling, showing its sharp teeth—and splash! it went on again without taking it.

“Thank heaven!” sighed the duckling, “I am so ugly that even the dog will not bite me!”

So it lay quite still, while the bullets whistled through the reeds and shot followed shot.

It was not until late in the day that it grew quiet, but the poor duckling still did not dare to rise. It waited several hours before looking around, and then it hurried away from the marsh as fast as it could.

It ran across the field and meadow; there was such a wind that it had difficulty getting along.

Toward evening, it reached a poor little peasant’s hut; it was so dilapidated that it did not know which way it would fall, and therefore it remained standing.

The storm howled so dreadfully around the duckling that it had to sit down to resist it, and it grew worse and worse.

Then it noticed that the door had come loose from one hinge and hung so crookedly that it could slip into the room through the opening, and so it did.

An old woman lived here with her cat and her hen, and the cat, whom she called “Sonny,” could arch his back and purr—indeed, he could even make sparks, but then one had to stroke him the wrong way.

The hen had very small, short legs, and therefore she was called “Shortlegs”; she laid good eggs, and the woman loved her as her own child.

In the morning, they immediately noticed the strange duckling, and the cat began to purr and the hen to cluck.

“What is this?” said the old woman, looking around, but she could not see well, and therefore she thought the duckling was a fat duck that had lost its way.

“That is a fine catch!” she said; “now I can have duck eggs, if it is not a drake; we must try it!”

And so the duckling was put to the test for three weeks, but no eggs came.

The cat was the master of the house, and the hen was the lady, and they always said, “We and the world!” for they believed they were half the world, and by far the better half.

The duckling thought one might have another opinion, but the hen would not tolerate that.

“Can you lay eggs?” she asked.

“No!”

“Then you had better hold your tongue!”

And the cat said, “Can you arch your back, purr, and make sparks?”

“No!”

“Then you should have no opinion when sensible people are speaking!”

The duckling sat in a corner in a bad mood; then it began to think of the fresh air and the sunshine, and it felt such a strange longing to swim on the water.

At last, it could not help itself, but said so to the hen.

“What nonsense!” she said. “You have nothing to do, and that is why you get such fancies! Lay eggs or purr, and it will pass!”

“But it is so delightful to swim on the water!” said the duckling. “So delightful to let it close over one’s head and dive down to the bottom!”

“Yes, that must be a great pleasure!” said the hen. “You must be mad! Ask the cat—he is the cleverest animal I know—whether he has any desire to swim on the water or dive down; I say nothing of myself! Ask our mistress, the old woman; she is wiser than all of us. Do you think she has any wish to swim and get water over her head?”

“You do not understand me!” said the duckling.

“Well, if we do not understand you, who should understand you? Surely you cannot be wiser than the cat and the old woman—not to mention me! Do not be conceited, child, and thank your Creator for all the good that has been done for you! Have you not come into a warm room and gained the company of those from whom you can learn something? But you are a chatterbox, and it is not pleasant to have anything to do with you! You may believe me—I mean well by you; I tell you the truth, and by that one may know one’s best friends!”

“Lay eggs, or learn to purr or make sparks!”

“I think I will go out into the wide world!” said the duckling.

“Yes, do that!” said the hen.

And so the duckling went out into the wide world and swam on the water, and lay among the reeds, but was seen and mocked by all the animals because it was so ugly.

Then autumn came; the leaves in the forest turned yellow and brown, the wind caught them so that they danced about, and it grew cold.

The clouds hung heavy with hail and snow, and up on the fence the raven stood crying, “Caw! caw!” from the cold alone; yes, one could freeze merely by thinking of it.

The poor little duckling certainly had a miserable time.

One evening, as the sun was setting so beautifully, a whole flock of splendid, large birds came out of the bushes; the duckling had never seen anything so beautiful.

They were dazzling white with long, graceful necks; they were swans. They uttered a very strange cry, spread their magnificent, long wings, and flew away from the cold regions to warmer lands, over the open sea.

They rose so high, so very high, and it felt so strange to the ugly duckling.

It turned around in the water like a wheel, stretched its neck high up after them, and uttered a cry so strange and strong that it frightened itself.

Oh, it could not forget those beautiful birds, those happy birds; and as soon as it could no longer see them, it dived straight down to the bottom, and when it came up again, it was quite beside itself.

It did not know what to call the birds or where they flew, but it loved them as it had never loved anything before.

It was not envious of them; how could it wish for such beauty? It would have been happy if only the ducks had tolerated it among them—the poor, ugly creature!

And the winter grew so cold, so bitterly cold; the duckling had to keep swimming around in the water to keep it from freezing over, but the hole in which it swam became smaller and smaller.

It froze so that the ice cracked; the duckling had to use its legs constantly so that the water would not close over it; at last it became exhausted, lay quite still, and froze fast in the ice.

Early in the morning a peasant came by; when he saw the duckling, he went over, broke the ice with his wooden shoe, and carried it home to his wife.

There it revived; the children wanted to play with it, but the duckling thought they meant to harm it, and in fright it darted straight into the milk pan, so that the milk splashed all over the room.

The woman threw up her hands, and then it flew into the butter tub, then down into the meal barrel and out again—oh, what a sight it was!

The woman screamed and struck at it with the fire tongs; the children ran about and tumbled over each other trying to catch it, and they laughed and screamed—luckily, the door stood open so that it could escape among the bushes into the newly fallen snow.

There it lay as if dead from exhaustion.

But it would be far too sad to tell of all the misery and hardship it had to endure during that harsh winter.

It lay out in the marsh among the reeds when the sun began to shine warmly again; the larks were singing—it had become a beautiful spring.

Then all at once it could flap its wings; they bore it more strongly than before, and it flew into a large garden where the apple trees stood in blossom, where the lilacs were fragrant and hung their long green branches down toward the winding canals.

Oh, it was so lovely here, so fresh with spring!

And right out of the thicket came three beautiful white swans; they rustled their feathers and glided so lightly over the water.

The duckling recognized the splendid creatures and was seized by a strange melancholy.

“I will fly over to them, those royal birds! And they will kill me because I, who am so ugly, dare to approach them; but it does not matter! Better to be killed by them than to be bitten by ducks, pecked by hens, kicked by the girl who tends the poultry, and to suffer hunger in winter!”

And so it flew out into the water and swam toward the splendid swans; they saw it and came gliding toward it with rustling feathers.

“Kill me if you will!” said the poor creature, and it bowed its head down toward the water and awaited death; but what did it see in the clear water? It saw its own reflection, and it was no longer a clumsy, dark-gray bird, ugly and hideous — it was itself a swan!

It does not matter at all to have been born in a duckyard if only one has lain in a swan’s egg!

Now it felt truly glad for all its hardship and misfortune; now it fully understood its happiness and all the beauty that greeted it.

And the great swans swam around it and stroked it with their beaks.

Some little children came out into the garden; they threw bread and grain into the water, and the youngest cried, “There is a new one!”

And the other children rejoiced with him: “Yes, there is a new one!” and they clapped their hands and danced about and ran to their father and mother; and bread and cake were thrown into the water, and they all said, “The new one is the most beautiful! So young and so lovely!”

And the old swans nodded and bowed before it.

Then it felt quite shy and hid its head under its wing; it did not know what to do; it was so happy, but not at all proud, for a good heart is never proud.

It thought of how it had been persecuted and mocked, and now it heard everyone say that it was the most beautiful of all beautiful birds.

The lilacs bent down toward it in the water, and the sun shone so warmly and gently; then its feathers rustled, its slender neck rose, and it rejoiced from the bottom of its heart:

“I never dreamed of such happiness when I was the ugly duckling!”

Danish text researched and prepared with the assistance of ChatGPT.
unit 1
Den grimme ælling - Eventyr af Hans Christian Andersen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 3
Illustrationen blev første gang udgivet i 1916 i USA i bogen "Hans Andersens eventyr".
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 4
Dette værk betragtes nu som offentligt domæne.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 5
Det var så dejligt ude på landet; det var sommer!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 10
"Der går det dog vel fremad!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 11
sagde en gammel and, der kom på besøg.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 12
"Det ene æg tager så lang tid!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 13
sagde andemoderen, "det vil ikke gå itu!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 14
Men se nu de andre!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 15
Er de ikke de dejligste ællinger, man kan se?
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 16
De ligner alle sammen deres fader; det slemme dyr!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 17
han kommer ikke og besøger mig!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 18
"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 19
sagde den gamle.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 20
"Tro mig, det er et kalkunæg!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 22
Jeg kunne ikke få dem i det; jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 23
Lad mig se ægget!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 24
Ja, det er et kalkunæg!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 25
Lad det ligge og lær de andre børn at svømme!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 26
"Jeg vil dog ligge på det endnu en tid!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 27
sagde andemoderen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 28
"Jeg har nu ligget så længe, så kan jeg også ligge nogle dage til!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 29
"Ja, så kan du have det godt!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 30
sagde den gamle and og gik sin vej.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 31
Endelig knagede det ene æg efter det andet.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 32
"Pip!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 33
pip!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 34
sagde det, og alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet frem.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 3 weeks, 4 days ago
unit 35
"Rap!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 36
rap!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 38
"Se jer nu rigtig om!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 40
— dog der har jeg aldrig været!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 41
— "Er I alle sammen ude?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 42
fortsatte hun og rejste sig.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 43
"Nej, jeg har ikke alle endnu!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 44
Det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 45
Nu er jeg det snart ked!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 46
— og så lagde hun sig igen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 47
"Nå, hvordan går det?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 48
spurgte en gammel and, der kom på besøg.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 49
"Det ene æg tager så lang tid!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 50
sagde andemoderen, "det vil ikke gå itu!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 51
Men se nu de andre!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 52
Er de ikke de dejligste ællinger, man kan se?
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 53
De ligner alle sammen deres fader; det slemme dyr!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 54
det skarn han kommer ikke og besøger mig."
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 55
"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 56
sagde den gamle.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 57
"Tro mig, det er et kalkunæg!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 59
"Jeg kunne ikke få dem i det; jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 60
Lad mig se ægget!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 61
Ja, det er et kalkunæg!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 62
Lad det ligge og lær de andre børn at svømme!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 63
"Jeg vil dog ligge på det endnu en tid!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 64
sagde andemoderen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 65
"Jeg har nu ligget så længe, så kan jeg også ligge nogle dage til!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 66
"Ja, så kan du have det godt!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 67
sagde den gamle and og gik sin vej.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 68
Endelig revnede det store æg.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 69
"Pip!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 70
pip!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 71
sagde ungen og væltede ud; den var så stor og så styg.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 72
Anden så på den.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 73
"Det er dog en forskrækkelig stor ælling!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 74
sagde hun, "ingen af de andre ser sådan ud; mon det skulle være en kalkunkylling?
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 75
Ja, det skal vi snart få at vide!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 76
I vandet skal den, om jeg så selv skal sparke den derud!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 6 days ago
unit 77
Næste dag var det dejligt klart solskin.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 78
Den gamle and gik med hele sin familie ned til kanalen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 79
Plask!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 80
der sprang hun i vandet.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 81
"Rap!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 82
rap!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 84
Den stygge grå unge svømmede også med.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 85
"Nej, det er ingen kalkun!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 86
sagde hun; "se, hvor kønt den bruger sine ben, hvor rankt den holder sig!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 87
det er min egen unge!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 88
Den er i grunden ret net, når man ser rigtig på den.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 89
Rap!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 90
rap!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 92
Og så kom de ind i andegården.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 94
"Se, sådan går det til i verden!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 95
sagde andemoderen og slikkede sig om næbbet, for hun ville også gerne have haft ålehovedet.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 96
"Brug nu jeres ben!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 97
sagde hun, "se at I kan rappe og neje for den gamle and derhenne!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 99
Rap nu!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 101
Se således!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 102
Nej, buk jer nu og sig rap!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 104
Og fy!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 105
hvor den ene ælling ser ud!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 106
Den vil vi ikke tåle!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 107
Og straks fløj en and hen og bed den i nakken.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 108
"Lad den være!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 109
sagde moderen, "den gør jo ingen fortræd!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 110
"Ja, men den er for stor og for aparte!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 111
sagde anden, der havde bidt, "og derfor skal den bankes!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 112
"Det er kønne børn, moderen har!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks, 5 days ago
unit 114
"Det går ikke an, nådig frue!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 117
— og så nippede hun det i nakken og glattede fjerene.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 118
"For resten er det en andrik," sagde hun, "derfor gør det ikke så meget!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 119
Jeg tror, det får gode kræfter!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 120
"De andre ællinger er kønne!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 121
sagde den gamle and.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 122
"Lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 123
Og så var de hjemme.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 125
"Den er for stor!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 128
Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 130
Og moderen sagde: "Gid du var langt borte!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 132
unit 133
"Det er fordi jeg er så styg!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 134
tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb dog videre.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 135
Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 136
Her lå den hele natten, så træt og sorrigfuld.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 2 weeks ago
unit 137
Da det blev morgen, fløj de vilde ænder op og så den nye kammerat.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 138
"Hvad er du for en?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 139
spurgte de, og ællingen vendte sig til alle sider og hilste så godt den kunne.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 140
"Du er skrækkelig styg!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 144
"Hør kammerat!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 145
sagde de, "du er så styg, at vi godt kan lide dig!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 146
Vil du flyve med os og blive trækfugl?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 148
Du kan gøre din lykke, så styg er du!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 149
"Pif!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 150
paf!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 152
"Pif!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 153
paf!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 154
lød det igen, og hele flokke af vilde gæs fløj op fra sivene, og så knaldede det igen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 157
plask!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 158
siv og rør bøjedes til alle sider.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 160
så gik den igen uden at tage den.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 161
"Gud ske lov!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 162
sukkede den, "jeg er så styg, at selv hunden ikke vil bide mig!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 163
Så lå den ganske stille, mens kuglerne peb gennem sivene, og skud på skud lød.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 6 days ago
unit 165
Den løb over mark og eng; der var sådan en blæst, at den havde ondt ved at komme af sted.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 172
"Hvad er det?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 174
"Det er en dejlig fangst!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 175
sagde hun; "nu kan jeg få andeæg, hvis det ikke er en andrik; det må vi prøve!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 176
Og så blev ællingen taget i prøve i tre uger; men der kom ingen æg.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 177
Katten var herre i huset, og hønen var fruen, og altid sagde de: "Vi og verden!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 178
for de troede, de var det halve, og det langt den bedste halvdel.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 179
Ællingen syntes, man kunne have en anden mening, men det ville hønen ikke tåle.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 180
"Kan du lægge æg?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 181
spurgte hun.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 182
"Nej!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 5 days ago
unit 183
"Kan du så holde din mund!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 184
Og katten sagde: "Kan du gøre ryg, spinde og gnistre?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 185
"Nej!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 186
"Så skal du ikke have nogen mening, når fornuftige folk taler!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 188
Til sidst kunne den ikke lade være, men sagde det til hønen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 189
"Hvad falder dig ind?"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 190
sagde hun; "du har ikke noget at bestille, derfor får du sådanne nykker!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 191
Læg æg eller spind, så går det over!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 192
"Men det er så dejligt at svømme på vandet!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 193
sagde ællingen, "så dejligt at få det over hovedet og dykke ned på bunden!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 194
"Ja, det må være en stor fornøjelse!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 195
sagde hønen; "du er vist blevet gal!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 198
"I forstår mig ikke på jer!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 199
sagde ællingen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 200
"Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig?
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 201
Du vil da vel ikke være klogere end katten og konen — for slet ikke at tale om mig!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 202
— vær ikke indbildsk, barn, og tak din skaber for alt det gode, man har gjort imod dig!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 203
Er du ikke kommet i en varm stue og fået omgang med nogen, du kan lære noget af?
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 204
Men du er en vrøvlehoved, og det er ikke morsomt at have med dig at gøre!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 206
"Læg æg eller lær at spinde eller gnistre!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 207
"Jeg tror, jeg går ud i den vide verden!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 208
sagde ællingen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 209
"Ja, gør det!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 210
sagde hønen.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 213
Skyerne hang tunge af hagl og sne, og oppe på gærdet stod ravnen og skreg: "Av!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 214
av!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 215
af bare kulde; ja, man kunne fryse bare ved at tænke derpå.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 216
Den stakkels lille ælling havde det sandelig ikke godt.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 219
De steg så højt, så højt, og det var så underligt for den stygge ælling.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 4 days ago
unit 223
unit 224
unit 231
Der lå den som død af træthed.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 235
Åh, her var så dejligt, så forårsfriskt!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 237
Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en ganske underlig vemod.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 238
"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 239
unit 242
"Dræb mig kun!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 245
Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 247
Og de store svaner svømmede omkring den og strøg den med næbbet.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 249
Og de andre børn jublede med: "Ja, der er en ny!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 251
så ung og så dejlig!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 252
Og de gamle svaner nikkede og bøjede sig for den.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 256
"Jeg har aldrig drømt om så megen lykke, da jeg var den stygge ælling!"
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago
unit 257
Dansk tekst researchet og udarbejdet med hjælp fra ChatGPT.
1 Translations, 0 Upvotes, Last Activity 1 week, 3 days ago

Den grimme ælling - Eventyr af Hans Christian Andersen.

Illustration af "Den grimme ælling" af Milo Winter, en berømt illustrator (7. august 1888 – 15. august 1956). Illustrationen blev første gang udgivet i 1916 i USA i bogen "Hans Andersens eventyr". Dette værk betragtes nu som offentligt domæne.

Det var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om mark og eng var der store skove, og midt i skovene var der dybe søer; ja, det var rigtignok dejligt derude på landet!

Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og fra muren og ned til vandet voksede store burreblade, så høje at små børn kunne stå oprejste under de største; der var lige så vildt der som i den tykkeste skov, og her sad en and på sin rede; hun skulle have sine små ællinger ud, men hun var næsten ked af det, for det varede så længe, og hun fik så sjældent visitter.

De andre ænder holdt mere af at svømme omkring i kanalerne end at løbe op og sidde under et burreblad og snakke med hende.

"Der går det dog vel fremad!" sagde en gammel and, der kom på besøg. "Det ene æg tager så lang tid!" sagde andemoderen, "det vil ikke gå itu! Men se nu de andre! Er de ikke de dejligste ællinger, man kan se? De ligner alle sammen deres fader; det slemme dyr! han kommer ikke og besøger mig!"

"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!" sagde den gamle. "Tro mig, det er et kalkunæg! Sådan blev jeg også narret en gang, og jeg havde stor møje og besvær med de unger, for de er bange for vandet! Jeg kunne ikke få dem i det; jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! Lad mig se ægget! Ja, det er et kalkunæg! Lad det ligge og lær de andre børn at svømme!"

"Jeg vil dog ligge på det endnu en tid!" sagde andemoderen. "Jeg har nu ligget så længe, så kan jeg også ligge nogle dage til!"

"Ja, så kan du have det godt!" sagde den gamle and og gik sin vej.

Endelig knagede det ene æg efter det andet. "Pip! pip!" sagde det, og alle æggeblommerne var blevet levende og stak hovedet frem.

"Rap! rap!" sagde hun, og så rappede de alle sammen så godt de kunne og så sig om under de grønne blade, og moderen lod dem se så meget de ville, for det grønne er godt for øjnene.

"Se jer nu rigtig om!" sagde den gamle, "for verden er så stor, og den går langt ud på den anden side af haven, helt ind i præstens mark! — dog der har jeg aldrig været!" — "Er I alle sammen ude?" fortsatte hun og rejste sig.

"Nej, jeg har ikke alle endnu! Det største æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! Nu er jeg det snart ked!" — og så lagde hun sig igen.

"Nå, hvordan går det?" spurgte en gammel and, der kom på besøg.

"Det ene æg tager så lang tid!" sagde andemoderen, "det vil ikke gå itu! Men se nu de andre! Er de ikke de dejligste ællinger, man kan se? De ligner alle sammen deres fader; det slemme dyr! det skarn han kommer ikke og besøger mig."

"Lad mig se det æg, der ikke vil revne!" sagde den gamle. "Tro mig, det er et kalkunæg! Sådan blev jeg også narret en gang, og jeg havde stor møje og besvær med de unger, for de er bange for vandet.

"Jeg kunne ikke få dem i det; jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! Lad mig se ægget! Ja, det er et kalkunæg! Lad det ligge og lær de andre børn at svømme!"

"Jeg vil dog ligge på det endnu en tid!" sagde andemoderen. "Jeg har nu ligget så længe, så kan jeg også ligge nogle dage til!"

"Ja, så kan du have det godt!" sagde den gamle and og gik sin vej.

Endelig revnede det store æg. "Pip! pip!" sagde ungen og væltede ud; den var så stor og så styg. Anden så på den. "Det er dog en forskrækkelig stor ælling!" sagde hun, "ingen af de andre ser sådan ud; mon det skulle være en kalkunkylling? Ja, det skal vi snart få at vide! I vandet skal den, om jeg så selv skal sparke den derud!"

Næste dag var det dejligt klart solskin. Den gamle and gik med hele sin familie ned til kanalen. Plask! der sprang hun i vandet. "Rap! rap!" sagde hun, og den ene ælling efter den anden plumpede i; vandet slog sammen over hovedet på dem, men de kom straks op igen og svømmede så dejligt; benene gik helt af sig selv, og så var de alle sammen i vandet. Den stygge grå unge svømmede også med.

"Nej, det er ingen kalkun!" sagde hun; "se, hvor kønt den bruger sine ben, hvor rankt den holder sig! det er min egen unge! Den er i grunden ret net, når man ser rigtig på den. Rap! rap! Kom nu med mig, så skal jeg føre jer ud i verden og præsentere jer i andegården; men hold jer altid tæt ved mig, så ikke nogen træder på jer, og pas jer for katten!"

Og så kom de ind i andegården. Der var en forskrækkelig spektakel; to familier sloges om et ålehoved, og så fik katten det alligevel.

"Se, sådan går det til i verden!" sagde andemoderen og slikkede sig om næbbet, for hun ville også gerne have haft ålehovedet.

"Brug nu jeres ben!" sagde hun, "se at I kan rappe og neje for den gamle and derhenne! Hun er den fornemste af alle her; hun har spansk blod i sig, derfor er hun så tyk, og så ser I, hun har en rød klud bundet om benet; det er noget ganske særdeles kønt og den største udmærkelse, nogen and kan få; det betyder, at man ikke vil miste hende, og at hun skal kendes af både dyr og mennesker. Rap nu! Sæt ikke fødderne indad; en velopdragen ælling sætter fødderne vidt fra hinanden, ligesom fader og moder! Se således! Nej, buk jer nu og sig rap!"

Og de gjorde det; men de andre ænder rundt omkring så på dem og sagde ganske højt: "Se, nu skal den flok også med, som om vi ikke var nok før! Og fy! hvor den ene ælling ser ud! Den vil vi ikke tåle!"

Og straks fløj en and hen og bed den i nakken.

"Lad den være!" sagde moderen, "den gør jo ingen fortræd!"

"Ja, men den er for stor og for aparte!" sagde anden, der havde bidt, "og derfor skal den bankes!"

"Det er kønne børn, moderen har!" sagde den gamle and med kluden om benet; "alle er kønne, undtagen det ene; det er ikke vellykket; gid hun havde lagt det om igen!"

"Det går ikke an, nådig frue!" sagde andemoderen; "det er ikke kønt, men det har et godt gemyt og svømmer lige så godt som nogen af de andre, ja, jeg tør sige, lidt bedre! Jeg tror, det vokser sig kønt, eller bliver mindre med tiden; det har ligget for længe i ægget og har derfor ikke fået den rette skikkelse!" — og så nippede hun det i nakken og glattede fjerene.

"For resten er det en andrik," sagde hun, "derfor gør det ikke så meget! Jeg tror, det får gode kræfter!"

"De andre ællinger er kønne!" sagde den gamle and. "Lad nu, som I var hjemme, og finder I et ålehoved, så kan I bringe mig det!"

Og så var de hjemme.

Men den stakkels ælling, som kom sidst ud af ægget og så så styg ud, blev bidt, puffet og gjort nar ad, både af ænderne og hønsene.

"Den er for stor!" sagde de alle sammen, og kalkunhanen, der var født med sporer og derfor troede, han var kejser, pustede sig op som et skib med alle sejl ude og gik lige hen imod den; så boblede han og blev ganske rød i hovedet.

Den stakkels ælling vidste hverken hvor den skulle stå eller gå; den var så bedrøvet over at den var så styg og til spot for hele andegården.

Sådan gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen; selv søstrene var onde imod den og sagde altid: "Gid katten tog dig, dit stygge kræ!"

Og moderen sagde: "Gid du var langt borte!" og ænderne bed den, hønsene hakkede den, og pigen, der skulle give dem mad, sparkede til den med foden.

Så løb den og fløj over hegnet; de små fugle i buskene fløj forskrækket op i vejret.

"Det er fordi jeg er så styg!" tænkte ællingen og lukkede øjnene, men løb dog videre.

Så kom den ud i den store mose, hvor vildænderne boede. Her lå den hele natten, så træt og sorrigfuld.

Da det blev morgen, fløj de vilde ænder op og så den nye kammerat.

"Hvad er du for en?" spurgte de, og ællingen vendte sig til alle sider og hilste så godt den kunne.

"Du er skrækkelig styg!" sagde de vilde ænder, "men det kan vi være ligeglade med, når du bare ikke gifter dig ind i vor familie!"

Den stakkels ælling tænkte ikke på at gifte sig; det var jo kun om at få lov til at ligge i sivene og drikke lidt mosevand.

Der lå den i to hele dage; så kom der to vilde gæs eller rettere gåseunger, for de var ikke ret gamle; det var ikke længe siden, de var krøbet ud af ægget, og derfor var de også så frække.

"Hør kammerat!" sagde de, "du er så styg, at vi godt kan lide dig! Vil du flyve med os og blive trækfugl?"

"Ikke langt herfra, i en anden mose, er der nogle dejlige vilde gæs, alle sammen frøkener, som kan sige rap! Du kan gøre din lykke, så styg er du!"

"Pif! paf!" lød det i det samme ovenover dem, og begge de vilde gæs faldt døde ned i sivene, og vandet blev rødt af blod.

"Pif! paf!" lød det igen, og hele flokke af vilde gæs fløj op fra sivene, og så knaldede det igen.

Det var en stor jagt; jægerne lå rundt om mosen, ja nogle sad endog oppe i træernes grene, der strakte sig langt ud over sivene.
Den blå røg gik som skyer hen mellem de mørke træer og hang langt ud over vandet; jagthundene kom — plask! plask! siv og rør bøjedes til alle sider.

Det var en forskrækkelse for den stakkels ælling; den drejede hovedet for at få det under vingen, men i det samme stod der lige ved siden af den en forskrækkelig stor hund, tungen hang langt ud af halsen på den, og øjnene lyste fælt og stygt; den gabede lige op i synet på ællingen, viste sine skarpe tænder — og plask! så gik den igen uden at tage den.

"Gud ske lov!" sukkede den, "jeg er så styg, at selv hunden ikke vil bide mig!"

Så lå den ganske stille, mens kuglerne peb gennem sivene, og skud på skud lød.

Først hen på dagen blev der ro; men den stakkels ælling turde endnu ikke rejse sig, den ventede flere timer, før den så sig om og så skyndte den sig bort fra mosen, alt hvad den kunne.

Den løb over mark og eng; der var sådan en blæst, at den havde ondt ved at komme af sted.

Hen imod aften nåede den et fattigt lille bondehus; dette var så forfaldent, at det ikke selv vidste, til hvilken side det ville falde, og derfor blev det stående.

Stormen susede så forfærdeligt om ællingen, at den måtte sætte sig ned for at holde imod, og det blev værre og værre.

Da lagde den mærke til, at døren var gået af den ene hængsel og hang så skævt, at den kunne smutte ind i stuen gennem sprækken, og det gjorde den.

Her boede en gammel kone med sin kat og sin høne; og katten, som hun kaldte "Sønnen", kunne gøre ryg og spinde, ja den kunne endog gnistre, men så måtte man stryge den mod hårene.

Hønen havde ganske små korte ben, og derfor blev den kaldt "Kortben"; den lagde gode æg, og konen holdt af den som sit eget barn.

Om morgenen lagde de straks mærke til den fremmede ælling, og katten begyndte at spinde, og hønen at klukke.

"Hvad er det?" sagde konen og så sig om; men hun kunne ikke se godt og troede derfor, at ællingen var en fed and, som var forvildet.

"Det er en dejlig fangst!" sagde hun; "nu kan jeg få andeæg, hvis det ikke er en andrik; det må vi prøve!"

Og så blev ællingen taget i prøve i tre uger; men der kom ingen æg.

Katten var herre i huset, og hønen var fruen, og altid sagde de: "Vi og verden!" for de troede, de var det halve, og det langt den bedste halvdel.

Ællingen syntes, man kunne have en anden mening, men det ville hønen ikke tåle.

"Kan du lægge æg?" spurgte hun.

"Nej!"

"Kan du så holde din mund!"

Og katten sagde: "Kan du gøre ryg, spinde og gnistre?"

"Nej!"

"Så skal du ikke have nogen mening, når fornuftige folk taler!"

Ællingen sad i en krog og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet, og den fik sådan en underlig lyst til at svømme på vandet.

Til sidst kunne den ikke lade være, men sagde det til hønen.

"Hvad falder dig ind?" sagde hun; "du har ikke noget at bestille, derfor får du sådanne nykker! Læg æg eller spind, så går det over!"

"Men det er så dejligt at svømme på vandet!" sagde ællingen, "så dejligt at få det over hovedet og dykke ned på bunden!"

"Ja, det må være en stor fornøjelse!" sagde hønen; "du er vist blevet gal! Spørg katten, han er det klogeste dyr, jeg kender, om han har lyst til at svømme på vandet eller dykke ned — jeg taler ikke om mig selv! — spørg vor madmoder, den gamle kone; hun er klogere end alle; tror du, hun har lyst til at svømme og få vandet over hovedet?"

"I forstår mig ikke på jer!" sagde ællingen.

"Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig? Du vil da vel ikke være klogere end katten og konen — for slet ikke at tale om mig! — vær ikke indbildsk, barn, og tak din skaber for alt det gode, man har gjort imod dig! Er du ikke kommet i en varm stue og fået omgang med nogen, du kan lære noget af? Men du er en vrøvlehoved, og det er ikke morsomt at have med dig at gøre! Du kan tro mig, jeg mener det godt med dig, jeg siger dig sandheden, og deri kan man kende sine bedste venner!"

"Læg æg eller lær at spinde eller gnistre!"

"Jeg tror, jeg går ud i den vide verden!" sagde ællingen.

"Ja, gør det!" sagde hønen.

Og så gik ællingen ud i den vide verden og svømmede på vandet, og lagde sig på sivene, men blev set og gjort nar ad af alle dyr, fordi den var så styg.

Så kom efteråret; bladene i skoven blev gule og brune, vinden tog fat i dem, så de dansede omkring, og det blev koldt.

Skyerne hang tunge af hagl og sne, og oppe på gærdet stod ravnen og skreg: "Av! av!" af bare kulde; ja, man kunne fryse bare ved at tænke derpå.

Den stakkels lille ælling havde det sandelig ikke godt.

En aften, da solen gik så smukt ned, kom en hel flok dejlige store fugle ud af buskene; ællingen havde aldrig set så smukke.

De var blændende hvide med lange, smidige halse; det var svaner; de udstødte en ganske besynderlig lyd, bredte deres prægtige lange vinger ud og fløj bort fra de kolde egne til varmere lande, over åbent hav.

De steg så højt, så højt, og det var så underligt for den stygge ælling.

Den drejede sig rundt i vandet som et hjul, strakte halsen højt op efter dem og udstødte et skrig så besynderligt og stærkt, at den selv blev ganske bange derover.

Åh, den kunne ikke glemme de dejlige fugle, de lykkelige fugle; og så snart den ikke længere kunne se dem, dykkede den lige ned til bunden og var, da den kom op igen, ganske ude af sig selv.

Den vidste ikke selv, hvad den skulle kalde fuglene, ikke hvorhen de fløj, men den holdt af dem, som den aldrig havde holdt af nogen.

Den var ikke misundelig på dem; hvordan kunne det falde den ind at ønske sig en sådan skønhed? Den ville have været glad, om bare ænderne havde tålt den imellem sig — det stakkels stygge dyr!

Og vinteren blev så kold, så kold; ællingen måtte svømme rundt i vandet for at holde det åbent, men det hul, den svømmede i, blev mindre og mindre.

Det frøs så, at isen knagede; ællingen måtte bruge benene hele tiden for at vandet ikke skulle lukke sig helt; til sidst blev den udmattet, lå ganske stille og frøs fast i isen.

Tidlig om morgenen kom der en bonde, som så ællingen, gik hen og slog hul i isen med sin træsko og bar den hjem til sin kone.

Der kom den sig igen; børnene ville lege med den, men ællingen troede, at de ville gøre den ondt og fór i forskrækkelse lige op i mælkefadet, så mælken skvulpede ud i stuen.

Konen slog hænderne i vejret, og så fór den ind i smørtruget, dernæst ned i melkarret og op igen — åh, hvor den så ud!

Konen skreg og slog efter den med ildtangen, børnene løb og faldt over hinanden for at fange den, og de lo og skreg — godt var det, at døren stod åben, så den kunne slippe ud mellem buskene i den nyfaldne sne.

Der lå den som død af træthed.

Men det ville være alt for bedrøveligt at fortælle om al den nød og elendighed, den måtte lide i den strenge vinter.

Den lå ude i mosen mellem sivene, da solen igen begyndte at skinne varmt; lærkerne sang — det var blevet dejligt forår.

Da kunne den med ét slå sine vinger; de bar den stærkere end før, og den fløj op i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomster, hvor syrenerne duftede og hang deres lange grønne grene ned mod de bugtede kanaler.

Åh, her var så dejligt, så forårsfriskt!

Og lige ud af krattet kom tre dejlige hvide svaner; de raslede med fjerene og svømmede så let på vandet.

Ællingen kendte de prægtige dyr og blev grebet af en ganske underlig vemod.

"Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugle! og de vil slå mig ihjel, fordi jeg, som er så styg, vover at nærme mig dem; men det er det samme! bedre at blive slået ihjel af dem end at blive bidt af ænderne, hakket af hønsene, sparket af pigen, der passer fjerkræet, og lide sult om vinteren!"

Og så fløj den ud i vandet og svømmede hen imod de prægtige svaner; disse så den og skød imod den med susende fjer.

"Dræb mig kun!" sagde det stakkels dyr og bøjede hovedet ned mod vandet og ventede på døden; men hvad så det i det klare vand? Det så sit eget billede, og det var ikke længere en klodset, mørkegrå fugl, styg og hæslig — det var selv en svane!

Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!

Nu følte den sig rigtig glad over al sin nød og modgang; nu kendte den først sin lykke og al den skønhed, der mødte den.

Og de store svaner svømmede omkring den og strøg den med næbbet.

Ud i haven kom nogle små børn; de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: "Der er en ny!"

Og de andre børn jublede med: "Ja, der er en ny!" og de klappede i hænderne og dansede omkring og løb hen til fader og moder; og der blev kastet brød og kage i vandet, og de sagde alle: "Den nye er den kønneste! så ung og så dejlig!"

Og de gamle svaner nikkede og bøjede sig for den.

Da blev den ganske genert og gemte hovedet under vingen; den vidste ikke, hvad den skulle gøre; den var så lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt.

Den tænkte på, hvor forfulgt og forhånet den havde været, og nu hørte den alle sige, at den var den smukkeste af alle smukke fugle.

Syrenerne bøjede sig ned til den i vandet, og solen skinnede så varmt og mildt; da raslede dens fjer, den slanke hals hævede sig, og den jublede af hele sit hjerte:.

"Jeg har aldrig drømt om så megen lykke, da jeg var den stygge ælling!"

Dansk tekst researchet og udarbejdet med hjælp fra ChatGPT.