Den standhaftige tinsoldat af Hans Christian Andersen (1838).
Illustration af Vilhelm Pedersen (1850).
Der var engang femogtyve tinsoldater; de var alle brødre, for de var født af den samme gamle tinske.
Geværet holdt de i armen, ansigtet vendte de lige frem, og den røde og blå uniform var så smuk.
Det første, de hørte her i verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var ordene:
"Tinssoldater!"
Det var en lille dreng, der klappede i hænderne.
Han havde fået dem, fordi det var hans fødselsdag, og nu stillede han dem op på bordet.
Soldaterne lignede hinanden på en prik; kun én var lidt anderledes.
Han havde kun ét ben, for han var blevet støbt til sidst, og der havde ikke været tin nok.
Men han stod lige så fast på sit ene ben, som de andre stod på deres to, og netop ham skal vi høre om.
På bordet, hvor soldaterne var stillet op, stod der mange andre legetøjsting.
Men det, der især fangede øjet, var et smukt slot af papir.
Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene.
Udenfor stod små træer omkring et lille spejl, der forestillede en sø.
Svaner af voks svømmede på søen og spejlede sig i den.
Alt sammen var meget kønt, men det kønneste var en lille dame, der stod midt i den åbne slotsport.
Hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt af det fineste musselin og et lille blåt bånd over skuldrene som et sjal.
Midt på båndet sad en skinnende paliet, næsten lige så stor som hele hendes ansigt.
Den lille dame stod på ét ben og havde armene strakt ud; hun var en danserinde.
Hun løftede det andet ben så højt op, at tinsoldaten slet ikke kunne se det og troede, at hun ligesom han kun havde ét ben.
She held her other leg so high that the tin soldier could not see it at all, and he believed that she, like himself, had only one leg.
"Det ville være en kone for mig!" tænkte han.
"Men hun er meget fornem. Hun bor i et slot, og jeg har kun en æske at bo i, og der ligger vi femogtyve sammen. Det er ikke noget sted for hende."
"Alligevel må jeg prøve at lære hende at kende."
Og så lagde han sig bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; derfra kunne han se den fine lille dame, som blev ved med at stå på ét ben uden at miste balancen.
Da det blev sent på aftenen, kom alle de andre tinsoldater ned i deres æske, og folkene i huset gik i seng.
Nu begyndte legetøjet at lege med hinanden.
De legede visitter, krig og bal.
Tinsoldaterne raslede inde i æsken, for de ville gerne være med, men de kunne ikke få låget op.
Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde narrestreger på tavlen.
Der blev sådan en larm, at kanariefuglen vågnede og begyndte at tale med, endda på vers.
De eneste, der ikke rørte sig, var tinsoldaten og den lille danserinde.
Hun stod rank på tåspidsen med armene bredt ud, og han stod lige så standhaftigt på sit ene ben og tog ikke øjnene fra hende.
Klokken slog tolv.
Klik! Så sprang låget op på snustobaksdåsen.
Men der var ingen snustobak i den; der var en lille sort trold, sådan en springfyr.
"Hør, tinsoldat!" sagde trolden. "Vil du være så god at passe dine egne sager!"
Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det.
"Nå, vent til i morgen!" sagde trolden.
Da det blev morgen, og børnene stod op, blev tinsoldaten sat i vinduet.
Om det nu var trolden eller vinden, der gjorde det, kan jeg ikke sige; men pludselig sprang vinduet op, og tinsoldaten styrtede med hovedet først ned fra tredje sal.
Det var en frygtelig fart.
Han strakte benet lige i vejret og blev stående med bajonetten nedad mellem brostenene.
Tjenestepigen og den lille dreng løb straks ned for at lede efter ham.
Men selv om de næsten trådte på ham, kunne de ikke finde ham.
Havde tinsoldaten råbt: "Her er jeg!" ville de nok have fundet ham; men han fandt det ikke passende at råbe højt, når han var i uniform.
Nu begyndte det at regne.
Dråberne faldt tættere og tættere, og til sidst blev det et rigtigt skybrud.
Da regnen var forbi, kom to gadedrenge forbi.
"Se!" råbte den ene. "Der ligger en tinsoldat! Ham skal vi lade sejle!"
Så lavede de en båd af en gammel avis, satte tinsoldaten i den, og nu sejlede han af sted ned ad rendestenen.
Begge drengene løb ved siden af og klappede i hænderne.
Gud bevare os, hvor der var bølger i rendestenen, og hvor strømmen gik stærkt!
Det var jo også efter det store regnskyl.
Papirbåden gyngede op og ned, og undertiden snurrede den rundt, så tinsoldaten rystede.
Men han forblev standhaftig.
Han ændrede ikke en mine, så lige frem for sig og holdt geværet fast.
Pludselig drev båden ind under et langt bræt, så det blev lige så mørkt som i hans æske.
"Hvor mon jeg nu kommer hen?" tænkte han.
"Ja, ja, det er troldens skyld! Ak, sad den lille danserinde dog her i båden, så måtte det gerne være dobbelt så mørkt!"
I det samme kom der en stor vandrotte frem, som boede under brættet.
"Har du pas?" spurgte rotten. "Vis mig dit pas!"
Men tinsoldaten tav stille og holdt blot endnu fastere om sit gevær.
Båden fór videre, og rotten efter.
"Bjæf! Bjæf!" råbte den. "Stands ham! Stands ham! Han har ikke betalt told og har intet pas!"
Men strømmen blev stærkere og stærkere.
Tinsoldaten kunne allerede se dagslyset for enden af brættet, men han hørte også en brusende lyd, som kunne have skræmt den modigste mand.
Tænk jer! Hvor rendestenen endte, løb vandet direkte ned i en stor kanal; det var lige så farligt for ham, som et stort vandfald ville være for os.
Nu kom han så nær, at han ikke længere kunne standse.
Papirbåden blev revet med.
Den lille båd snurrede rundt tre eller fire gange og fyldtes helt med vand.
Nu måtte den synke.
Vandet gik ham til halsen, båden sank dybere og dybere, og papiret blev mere og mere opløst.
Nu lukkede vandet sig over hans hoved.
Da tænkte han på den lille smukke danserinde og på, at han aldrig mere skulle få hende at se.
Og i hans øren lød det:
"Farvel, farvel, du tapre kriger!
Nu må du dø!"
Papiret revnede, og tinsoldaten styrtede ned i vandet.
I samme øjeblik blev han slugt af en stor fisk.
Åh, hvor mørkt der var inde i fisken!
Der var endnu mørkere end under brættet over rendestenen, og der var meget trangt.
Men tinsoldaten var standhaftig.
Han lå der så rank som muligt med geværet i armene.
Der lå han nu i mange timer.
Endelig blev fisken så urolig; den fór hid og did, gjorde de voldsomste bevægelser og blev til sidst ganske stille.
Pludselig skinnede et lys som et lyn gennem mørket.
Nogen råbte højt, og så blev fisken skåret op.
Tinsoldaten gled frem sammen med vandet og kom lige ned på et køkkenbord.
Sikke mærkelige ting der kan ske i verden!
Fisken var blevet fanget, bragt til torvs, solgt og kommet til det samme hus, hvor han havde været før.
Der stod de samme børn.
Der stod det samme legetøj på bordet.
Og der stod det samme smukke papirslot med den lille dejlige danserinde.
Hun stod stadig på ét ben og havde det andet løftet højt i vejret.
Det rørte tinsoldaten dybt.
Han kunne næsten have fældet en tin-tåre, men det passede sig ikke for en soldat.
Han så på hende, og hun så på ham, men de sagde ikke et ord.
Pludselig greb en af de små drenge tinsoldaten og kastede ham lige ind i kakkelovnen.
Hvorfor han gjorde det, kunne ingen forklare.
Måske var det trolden i snustobaksdåsen, der havde noget med det at gøre.
Tinsoldaten stod nu i de klare flammer og følte en frygtelig hede.
Men om det var ilden fra den virkelige flamme eller ilden fra hans kærlighed, vidste han ikke.
Farverne var gået af ham; det kunne være sket på rejsen eller af sorgen.
Han så på den lille danserinde, og hun så på ham.
Han mærkede, at han smeltede, men stod stadig rank med geværet i armen.
Da gik en dør pludselig op, og vinden greb den lille danserinde.
Som en sylfide fløj hun lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten.
Et øjeblik blussede hun op i flammerne, og så var hun borte.
Tinsoldaten smeltede sammen til en lille klump tin.
Da tjenestepigen næste morgen tog asken ud af kakkelovnen, fandt hun ham som et lille tinhjerte.
Af danserinden var der kun den lille paliet tilbage.
Men den var blevet helt sort som kul.