Den lille pige med svovlstikkerne - Af Hans Christian Andersen.

Billede - Fransk illustration til Den lille Pige med Svovlstikkerne. Dette billede er i det offentlige domæne.

Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften.

I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille fattig pige med bart hoved og nøgne fødder.

Ja, hun havde ganske vist haft tøfler på, da hun gik hjemmefra; men hvad kunne det hjælpe!

Det var meget store tøfler; hendes mor havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, fordi to vogne fór så hurtigt forbi.

Den ene tøffel var ikke til at finde, og den anden løb en dreng bort med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde.

I et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker, og ét bundt gik hun med i hånden.

Ingen havde hele dagen købt noget af hende; ingen havde givet hende en lille skilling.

Hungry and frozen, she walked along looking so miserable, the poor little thing!

Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken; men den stads tænkte hun rigtignok ikke på.

Ud fra alle vinduer skinnede lysene, og så lugtede der så dejligt af gåsesteg ude på gaden; det var jo nytårsaften, ja, det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, hvor det ene gik lidt længere frem i gaden end det andet, satte hun sig ned og krøb sammen.

De små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere, og hjem turde hun ikke gå.

Hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling; hendes far ville slå hende.

Og koldt var der også hjemme; de havde kun taget lige over sig, og vinden peb ind, selv om der var stoppet strå og klude i de største sprækker.

Hendes små hænder var næsten helt døde af kulde.

Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt.
Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod muren og varme fingrene.
Hun trak én ud. "Ritsch!" hvor den spruttede, hvor den brændte!

Det var en varm, klar flamme, som et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys.

Den lille pige syntes, hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle.

Ilden brændte så velsignet og varmede så godt.

Nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme dem — da slukkedes flammen.

Kakkelovnen forsvandt; hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget; den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig som et slør.

Hun kunne se lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler.
Og hvad der var endnu mere prægtigt: gåsen sprang fra fadet, vraltede hen ad gulvet med gaffel og kniv i ryggen, lige hen til den fattige pige.

Da slukkedes svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Hun tændte endnu en svovlstik.

Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet end det, hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand sidste jul.

Tusinde lys brændte på de grønne grene, og brogede billeder, som dem man ser i butiksvinduerne, så ned på hende.

Den lille strakte begge hænder op imod dem — da slukkedes svovlstikken.

De mange julelys steg højere og højere; hun så nu, at de var klare stjerner.

En af dem faldt og trak en lang ildstribe hen over himlen.

"Nu dør der én!" sagde den lille.

For hendes gamle mormor, den eneste som havde været god imod hende, men nu var død, havde sagt: "Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud."

Hun strøg endnu en svovlstik mod muren; den lyste rundt omkring, og i glansen stod den gamle mormor så klar, så strålende, så mild og velsignet.

"Mormor!" råbte den lille. "Åh, tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud, borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store, herlige juletræ!"

Og hun strøg i hast hele resten af svovlstikkerne i bundtet, for hun ville holde på mormor.

Og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end højlys dag.

Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor.

Hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde så højt, så højt.

Og der var ingen kulde, ingen sult, ingen angst — de var hos Gud.

Men henne i kroghjørnet ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død,

ihjelfrosset den sidste aften i det gamle år.
Nytårsmorgen stod op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et bundt næsten var brændt op.

"Hun har villet varme sig!" sagde man.
Ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med sin gamle mormor var gået ind til nytårsglæden.