Exceptionalisme. Donald Trumps slingrekurs i Iran påvirkes af gamle myter, nervøse aktiemarkeder og sociale medier. Tre amerikanske historikere om en ny type konflikt i en ny verdensorden.

Revolutionen bliver livestreamet.

MARKUS BERNSEN, Weekendavisen, Udland, 29. marts 2026.

DALLAS, TEXAS – Hvis man vil forstå, hvad Donald Trump mener om krigen mod Iran, er det måske værd at dvæle lidt ved, hvor han mener det. De fleste af præsidentens udmeldinger bliver nemlig leveret på sociale medier, hvor man godt kan få fornemmelsen af, at han knap har nået at få en tanke, før han deler den med hele verden.

Først krævede han »ubetinget overgivelse« fra det iranske præstestyre, så erklærede han krigen for ovre, selvom styret stadig sidder på magten – og mandag i denne uge lovede han så at indstille angrebene i foreløbig fem dage på grund af nogle »meget, meget stærke«, ja faktisk »perfekte« forhandlinger, som iranerne ganske vist ikke har bekræftet.

Siden USA indledte deres angreb 28. februar, har Trump både nået at modsige sin egen regering, sig selv og USAs allierede i Israel.

foto - Donald Trump går om bord på Air Force One. Han har aldrig påstået, at aktionerne i Venezuela eller Iran skulle tjene et højere ædelt formål, og det er i sig selv et nybrud. Men selvom præsidenten nødig taler om ideologi, er hans politik stadig formet af en gammel forestilling om USAs moralske overlegenhed. Foto: Saul Loeb, AFP, Scanpix.

»I USA er vi stadig ved at vænne os til, at vores politik udspiller sig på sociale medier,« siger historikeren Michael Kimmage, som følger den zigzaggende amerikanske linje.

»Men efter angrebene på Iran må resten af verden nok indse, at det internationale diplomati nu også udspiller sig på Truth Social og lignende kanaler. Det sker i realtid, så en krise kan blive eskaleret i ét opslag og neddroslet i et andet. Det er en ny virkelighed, som gør en i forvejen ustabil situation endnu mere ustabil.«

Michael Kimmage er leder af Kennan-instituttet i Washington, D.C., og en af de amerikanske historikere, som Weekendavisen har konsulteret i et spørgsmål, som ikke er blevet lettere at svare på i den forgangne uge. Hvad ligner det egentlig, at Trump foretager sig i udlandet? Hvad er det for en historie, hans regering fortæller om angrebene på først Venezuela, nu Iran og måske Cuba næste gang? Hvor meget af det har vi hørt før, og hvor meget er endnu et af Trumps bidrag til amerikansk politik?

En seriøs undersøgelse må nødvendigvis begynde med den kanal, diplomatiet finder sted på, mener Kimmage, der har skrevet flere bøger om amerikansk udenrigspolitik. På et medie som Truth Social kan præsidenten nemlig opføre sig endnu mere enerådigt, end han gør i forvejen, forklarer historikeren.

Trump har allerede samlet historisk meget magt i Det Hvide Hus, og han angreb Iran uden at konsultere hverken Kongressen eller USAs allierede. Nu lader han til at føre krig fra sin mobiltelefon med ét øje på aktiekurserne og det andet på de amerikanske meningsmålinger forud for efterårets midtvejsvalg.

»Hvis man i forvejen er interesseret i at koncentrere magt på få hænder, er intet mere effektivt end sociale medier,« siger Kimmage.

»Vi har aldrig før set, at diplomatiske forhandlinger om en historisk vigtig konflikt udspiller sig i realtid via sociale medier på den måde, som det gør i Iran. Så i mine øjne har vi at gøre med et markant brud, som forener Trumps magtkoncentration med en gammel appetit på at erobre nyt land. For mens værktøjerne er nye, så er de amerikanske impulser, der kommer til udtryk i Iran, meget gamle.«

The good guys.

Hvilke gamle impulser er det helt nøjagtig? Her skal man være varsom, advarer Michael Kimmage, for når det gælder Donald Trump, kommer de historiske sammenligninger ofte til kort.

»Man kunne godt tegne en linje fra Andrew Jackson og op til Donald Trump,« siger historikeren. »Jackson var også en populistisk præsident, som sloges med østkysteliten og var optaget af at udvide USAs territorium. Men man skal strække sig ret langt for at kunne forbinde de to, for Jackson blev valgt som præsident i 1828. Det svarer til at sammenligne Vladimir Putin med Alexander den Store eller Emmanuel Macron med Napoleon. Så det mere oplagte svar er, at der ikke er nogen præcedens for Trumps opførsel i udlandet, i hvert fald ikke i USAs moderne historie.«

Med Trump kan det føles, som om amerikanerne er ved at få en ny fortælling om landets rolle i verden. Det mener i hvert fald Kevin Kruse, der er historieprofessor på Princeton University og medforfatter til bogen Myth America (2003), som hudfletter nogle af urfortællingerne i amerikansk politik. En af dem er myten om, at USA – i modsætning til andre stormagter i verdenshistorien – aldrig har været et imperium, der forsøgte at ekspandere og indtage nyt land.

»Op gennem det 20. århundrede havde alle amerikanske præsidenter det tilfælles, at de talte om at gøre verden mere fredelig og retfærdig,« siger Kruse.

»Det var vigtige mål at hjælpe andre lande, at kæmpe imod tyranni og for demokrati. Det var i hvert fald det, man sagde, selvom det selvfølgelig ikke altid passede. For samtidig byggede vi jo militærbaser i en lang række lande og satte kæmpestore fodaftryk. Men vores ledere kunne aldrig finde på at sige, at vi var ude på at erobre jord til vores egen fordel. Vi var netop ikke et imperium og havde derfor ikke de ambitioner, som imperier har. Det var endda et vidnesbyrd om vores særlige moralske karakter, at vi afholdt os fra den slags.«

Den myte har Trump travlt med at aflive, fortsætter Kevin Kruse. Præsidenten har aldrig påstået, at aktionerne i Venezuela eller Iran skulle tjene et højere ædelt formål, og det er i sig selv et nybrud, mener han.

»Hans forgængere har været så ivrige efter at fortælle os, at kun USA var i stand til at samle alle the good guys i verden og gå forrest i kampen for frihed. Tænk på Irak, hvor George W. Bush stod i spidsen for 'koalitionen af de villige', som skulle gennemføre Operation Iraqi Freedom for at befri de stakkels hjælpeløse irakere. Selvom det førte til død og kaos, så var det den historie, vi blev ved med at fortælle. Men nu har Trump droppet den fiktion én gang for alle og stiller i stedet helt eksplicitte krav: Vi vil gøre Canada til den 51. stat. Vi vil have Grønland som territorium. Vi vil have Cuba. Han lægger ikke skjul på, at hans udenrigspolitik ikke handler om ideologi, men om erobring, og det er en markant anden fortælling end den, vi har hørt i mere end et århundrede.«

En muteret myte.

Men måske er det også en fortælling til tiden. Måske er Trump ikke den eneste magthaver, der vil være mest optaget af oliepriser og forsyningssikkerhed under fremtidens konflikter.

»Jeg tror, at vi bevæger os ind i en æra, hvor ideologi vil betyde langt mindre, end det gjorde i det 19. og 20. århundrede,« siger historikeren Daniel Bessner, der forsker i amerikansk udenrigspolitik på Washington University. »Ideologi er ved at blive et artefakt fra Den Kolde Krig og den unipolære periode bagefter, hvor stormagterne altid havde et ideologisk argument for deres udenrigspolitik.«

Men ifølge Bessner har Trump en »ren magtpolitisk vision« for sit land. Og den passer til en tid, hvor det meste af verden følger de samme kapitalistiske spilleregler som amerikanerne, siger historikeren.

Bessner noterer sig også, at Kina stort set heller ikke nævner ideologi i sin seneste sikkerhedspolitiske strategi. Til gengæld står der en masse om de samme økonomiske interesser, som Trump tilsyneladende er så optaget af.

»Grundlæggende omfavner ethvert land i verden i dag en form for kapitalistisk politisk økonomi,« siger Bessner.

»Kapitalismen ser forskellig ud i Kina, Rusland og USA, men det hele er kapitalisme. Det er egentlig kun Nordkorea, der stadig står lidt uden for systemet, men det land er til gengæld fuldstændig afhængigt af Kina. Så nu hvor alle lande i verden er kapitalistiske, tror jeg også, at vi kommer til at se en ny æra af postideologiske konflikter, som minder om den, vi ser i Iran.«

De tre historikere er dog enige om, at det er svært at forestille sig andre end Trump opføre sig som ham. For selvom præsidenten nødig taler om ideologi, er hans politik stadig formet af en gammel forestilling om USAs moralske overlegenhed.

»I virkeligheden har Trump nok løftet myten om amerikansk exceptionalisme op til det højeste niveau, vi nogensinde har set,« siger Kevin Kruse. »Det er den ældste myte, vi har: at Amerika er moralsk hævet over andre lande. Det er startpunktet for så mange andre af vores myter og fortællinger.«

Michael Kimmage er enig. Han mener dog, at myten nærmest er blevet muteret i Trumps udgave.

»Han har på en måde vendt myten på hovedet,« siger Kimmage. »Med amerikansk exceptionalisme forstår vi normalt, at USA har en moralsk pligt til at bane vej for fred og internationalt samarbejde. Men det er Trump ikke interesseret i overhovedet. Om Cuba sagde han netop, at han kan gøre lige, hvad han vil med landet. Det er en meget afslørende bemærkning, som mere er en slags mafiaretorik end stræben efter godhed og retfærdighed. Og om Venezuela og Iran lyder retorikken mere som en slags pistoldueller mellem Trump og Maduro og mellem Trump og det iranske regime.«

Det er stadig amerikansk exceptionalisme, men i en udgave, hvor USA først og fremmest har et exceptionelt stærkt militær, som kan dele exceptionelt mange øretæver ud til alle, der ikke makker ret.

»Det handler ikke længere om at anvende magt som et middel til at opnå et moralsk mål, men om at dræbe og herske og bringe død og ødelæggelse til sine fjender,« siger Kimmage. »Det gamle ideal er lagt i graven, og det vil være meget vanskeligt for en fremtidig regering at genoplive det på en måde, der vil virke troværdigt i udlandet.«

Hos hjemmepublikummet, derimod, går budskabet lettere ned. En anden amerikansk myte er den om Manifest Destiny, som kan oversættes til »indlysende skæbne«. Det er ideen om, at det amerikanske folk var forudbestemt til at indtage først det vilde vesten og siden andre territorier, forklarer Kevin Kruse.

»Den vestlige ekspansion har aldrig begrænset sig til, at amerikanerne skulle bevæge sig fra Atlanterhavskysten til Stillehavskysten. Det har altid ligget i myten, at de skulle videre over Stillehavet,« fremhæver Kruse.

»Det er denne her idé om, at Amerika ikke bare er berettiget, men forudbestemt til at indtage mere land. Og at det ikke alene er noget, vi kan vælge at gøre ved hjælp af militær magt, økonomisk indflydelse eller politisk prestige, men at det er selve skæbnen. Det er som en naturkraft – man kan lige så godt forsøge at slås mod tidevandet eller vinden. Og det er et budskab, der passer fint med resten af Trumps politik.«

MARKUS BERNSEN.

(f. 1980) er Weekendavisens korrespondent i Washington D.C., hvor han skriver om politik, økonomi og teknologi. Før Asienkorrespondent bosat i Sydkorea. Har blandt andet skrevet bøgerne Danmark Disruptet (2019) og Magteliten (2015).

https://www.weekendavisen.dk/udland/revolutionen-bliver-livestreamet