Foregribende lydighed. To nye udgivelser kaster lys over den frygt, der er i færd med at kvæle satiren i Trumps USA.

Satirens stille død i USA.

Weekendavisen, 27. marts 2026.

Det siges gerne, at satiren har samme rolle i demokratiet som kanariefuglen har i kulminen: Hvis kanariefuglen dør, er det et varsel om, at luften er giftig, og på tilsvarende vis er satirens død et varsel om, at atmosfæren i demokratiet er blevet giftig. Derfor er det bekymrende, at to aktuelle udgivelser samstemmende peger på, at satiren er i alvorlig fare i USA, hvor satiretegninger fjernes fra museer, mens satiriske talkshowværter får mundkurv på.

Den ene udgivelse er rapporten Under Pressure, som er udgivet af Cartooning for Peace i samarbejde med seks andre organisationer. Den placerer for første gang USA på sit globale »trusselskort« over lande, hvor satiren er alvorligt truet. Derudover sammenligner den Trump-regeringens metoder med dem, der bliver brugt i diktaturer: For det første bliver satiren udsat for direkte pres fra myndighederne, for det andet bliver kritiske medier og institutioner undergravet og bekæmpet, og efter nogen tid udøver medierne og institutionerne så selv den censur, der gør opsigtsvækkende indgreb overflødige. Disse taktikker er velkendte fra lande som Rusland og Kina. »Og nu … bliver de samme taktikker benyttet i USA,« som der står i rapporten.

Billede - Fire månender før tid lukkede en stor udstilling med latinamerikansk kunst på Smithsonian i Washington, alene med den forklaring, at der skulle gøres plads til en ny. Heri indgik satiretegningen 4th of July From the South Border af Feggo (Felipe Galindo) fra 1999.

Et eksempel: I august 2025 udpegede Det Hvide Hus en række værker i USAs statslige museumsnetværk, Smithsonian, som de anså for at undergrave amerikanske værdier. På listen var en tegning af den mexicansk-amerikanske satiretegner Felipe Galindo, kendt som Feggo. På den mere end 25 år gamle tegning ses en mexicansk dreng, der betragter, hvordan de på den amerikanske side fejrer nationaldag med festfyrværkeri, gennem en åbning i en stribet grænsemur, der – på grund af åbningen til fyrværkeriet – ser ud som det amerikanske flag. Tegningen var ledsaget af en tekst, der hævdede, at den amerikanske stat var grundlagt på »frygt for ikkehvid immigration,« hvilket Det Hvide Hus fandt anstødeligt. Kort efter blev den udstilling, som tegningen indgik i, lukket. Smithsonians officielle forklaring var, at de skulle gøre plads til en ny udstilling, men at de lukkede udstillingen fire måneder før tid, tyder på, at det var en reaktion på presset fra Det Hvide Hus.

Et andet eksempel er sagen om den amerikanske satiretegner og Pulitzer-prisvinder Ann Telnaes. I januar 2025 afviste Washington Post en af hendes tegninger, der forestillede avisens ejer, Jeff Bezos, og andre techmilliardærer bukke for Donald Trump. Chefredaktøren hævdede, at tegningen var »redundant«, da avisen allerede havde omtalt emnet i en klumme. Men det var ifølge Telnaes en dårlig bortforklaring. »Jeg genlæste den berømte klumme – og den kritiserede slet ikke techgiganterne. Hans forklaring holdt ikke.« For Telnaes var afvisningen kulminationen på en bekymrende udvikling: Nogle måneder tidligere havde Bezos instrueret avisen om ikke at anbefale Kamala Harris til præsidentvalget – et brud med årtiers tradition. Efter 17 år på Washington Post så Telnaes ingen anden udvej end at sige op, hvis hun skulle bevare sin integritet. Det var blevet åbenlyst, at avisen censurerede sig selv.

Sagen om Telnaes udfoldes med hovedpersonens egne ord i den anden aktuelle udgivelse om satirens tilstand i USA. Det er dialogbogen Censure en Amérique af Telnaes og den schweizisk-libanesiske tegner Patrick Chappatte. Også denne bog skildrer en tilbagegang: USA, der engang var ytringsfrihedens højborg, er blevet et land, hvor Trump-kritiske satirikere frarøves deres platforme og marginaliseres. Bogen er selv et eksempel på problemet, for der er endnu ingen amerikanske forlag, der vil udgive den. Som Telnaes har udtalt i podcasten Independent Ink: »Vi har store problemer med at finde en amerikansk forlægger … og jeg tror, at det hænger sammen med regeringens forsøg på at lukke munden på sine kritikere.«

DET ER IKKE CENSUR i klassisk forstand med juridiske forbud og håndgribelige konfiskeringer. Det er en mere indirekte og uanseelig metode. Ved at true med økonomiske eller andre konsekvenser spreder man frygt på direktionsgangene i landets kulturinstitutioner og medier, og lidt efter lidt får man lederne til at rette ind, før nogen har bedt dem om det. Chappatte kalder mekanismen for »foregribende lydighed« og forklarer den i vendinger, der minder om debatten om selvcensur i kølvandet på Muhammedkrisen: »Når frygten først slår rod, er censur ikke længere nødvendig – så klarer selvcensuren arbejdet i stedet.«

Denne gang kommer truslen imidlertid ikke fra islamister, men fra trumpister. Og de stopper ikke ved avisernes satiretegninger. Trump-loyalister i det føderale medietilsyn FCC – først og fremmest Brendan Carr, som er formand for FCC – har truet med at tage sendetilladelsen fra tv-stationer med satiriske talkshow, der kritiserer Trump. Og truslerne ser ud til at virke. Så sent som i februar 2026 forbød CBS satirikeren Stephen Colbert at vise et interview med demokraten James Talarico – medmindre han lavede et interview af samme længde med en republikansk modkandidat. Kort forinden havde FCC nemlig meddelt, at de overvejer at indføre en regel om, at politikere fra forskellige partier skal have lige meget taletid i talkshows. En sådan regel gælder allerede for politiske tv-dueller, men ikke for talkshows, taleradio og andre formater, hvor man hidtil uproblematisk har kunnet interviewe én person. Det samme gør sig gældende herhjemme. Men nu overvejer FCC altså at ændre dette – og selvom de kun overvejer det, agerer CBS, som om de allerede har indført en ny regel.

Det er foregribende lydighed i en nøddeskal. Magthaverne behøver ikke at udstede formelle forbud, når medieejerne allerede har internaliseret lydigheden. Resultatet er, at stadig flere kritisk-satiriske stemmer forstummer eller forsvinder. Men ikke uden modstand: Colbert publicerede sit interview med Talarico på YouTube, hvor FCC ikke kan bestemme reglerne.

PROBLEMET AFSPEJLER SIG også i målinger af pressefriheden. På Reporters Without Borders’ presseindeks for 2025 faldt USA til nummer 57, hvilket er lavere end lande som Rumænien og Sierra Leone. Faktisk er det den laveste placering, USA har opnået, siden man påbegyndte indekseringen i 2002, hvor USA lå nummer 17. Nedturen begyndte før Trump og skyldes blandt andet, at ejerskabet af medier er blevet koncentreret på stadig færre hænder. Som affæren med Bezos og Telnaes illustrerer, kan det nemt få konsekvenser for ytringsfriheden. Det nye massive pres fra Trump-regeringen gør det sandsynligt, at USA vil nå et nyt lavpunkt i 2026. I januar 2026 advarede Reporters Without Borders således om, at USA »risikerer at falde til samme niveau som autoritære regimer«.

Derfor har Telnaes og Chappatte formentlig ret i, at det ikke kun er deres egen profession, der er i fare. Som Telnaes siger: »Man er nødt til at beskytte satirikerne og den politiske satire, for ellers vil censuren til sidst ramme alle og indskrænke alles ytringsfrihed.«

Det store spørgsmål er, hvad satirikerne skal gøre i denne situation. Under Pressure-rapporten peger på solidaritet: Internationale netværk kan synliggøre overgreb og yde praktisk støtte til truede tegnere. Og som Colbert viste, kan alternative platforme som YouTube give satirikerne en stemme, når de traditionelle medier svigter. Men som Riss fra Charlie Hebdo formulerer det i rapporten, kræver det »stor beslutsomhed« at være satiriker i dag: »Det er ikke længere nok at have talent og ideer, man skal også have energi til at forsvare dem.«

https://www.weekendavisen.dk/kultur/satirens-stille-doed-i-usa